Jeg er en kvinde på 59 år som i april 2025 fik vendt op og ned på mit liv. En udredning for ADHD, mundede ud i en Asperger diagnose til stor forbavselse for mig. Helt tilfældigt hørte jeg om De Grønne Asparges og det blev afgørende.

Skrevet af Camilla, Deltager på De Grønne Asparges Intoforløb 2025

Jeg havde ”forventet” en ADD diagnose – som i min verden skulle medicineres og så skulle jeg ellers videre med mit travle liv. Da jeg er udredt privat, var efterbehandling / psykoedukation for egen regning og jeg tøvede derfor.

Jeg gik i gang med at læse alt hvad jeg kunne få fat i om autisme, og begyndte langsomt at genkende mig selv og mit levede liv. Dog blev jeg også overvældet af al den tunge teori og pædagogik og jeg havde ingen jeg kunne sparre med. Få måneder efter diagnosen blev jeg sygemeldt med stress, for tredje gang og kunne nu, via min nyerhvervede viden, genkende, at det var autistisk udbrændthed – igen…

Tilfældig opdagelse via psykolog

En psykolog, som jeg kortvarigt var tilknyttet, inden min sygemelding, havde hjulpet mig med at søge viden og finde fællesskaber med andre kvindelige autister. Her stødte vi på “Foreningen Jordforbindelsen” og De Grønne Asparges, som blev en hjælpende og varm hånd, mens jeg ventede (længe) på hjælp fra det etablerede system. Jeg er fra Den Gamle Ordning (DGO er et Hella Joof-udtryk), så alt det her med fællesskaber på nettet er ikke mig, så tilbuddet om fysisk fremmøde og 8 fastlagte torsdage var langt bedre. Selvfølgelig var det grænseoverskridende at møde op, men jeg havde virkelig brug for at møde andre kvindelige autister.

Forventning om rundkreds

Min forventninger var at vi sad i en rundkreds med studiemateriale og blev undervist…. (ha ha – ja, jeg er fra DGO), men i stedet var der et relevant emne hver aften og så delte dem der havde lyst, ud af sine erfaringer. Indimellem blev det lidt ustruktureret, men mødelederen fik os altid samlet godt op, inden aftenens afslutning. Hos ”Aspargeserne” mødte jeg 7 vidt forskellige og helt igennem pragtfulde kvinder og her kunne jeg få svar på alle mine spørgsmål; hver af deltagerne var eksperter i deres eget liv og jeg fik en meget savnet sparring. Selvom vores udfordringer er meget forskellige var der alligevel utrolig meget genkendelighed os imellem.

At tale om det der er svært

Jeg har det ikke svært med at tale om svære ting overfor fremmede, men der var andre deltagere, hvor det tog noget tid før de følte sig trygge nok til at åbne op og det følte jeg, at der var plads til. Timerne fløj afsted og der blev både grint, grædt og talt i munden på hinanden. Vi var aldersmæssigt spredt godt ud og der var stor forskel på hvor længe vi hver især havde haft vores diagnose. Jeg vil til enhver tid anbefale andre kvindelige autister til et forløb med De Grønne Aspargeser og derigennem få adgang til et varmt, uformelt og inkluderende fællesskab med ligesindede.

Vinder af Innovationsprisen 2025 i Aalborg Kommune

Ved Frivillig Fredag 26/9 i Aalborg Kommune blev der i år uddelt to priser. Årets Ildsjæl og Innovationsprisen. Innovationsprisen er en nystiftet pris, som altså skulle uddeles for første gang.
”De Grønne Asparges” var sammen med andre stærke kandidater indstillet til prisen, men det var Foreningen Jordforbindelsens koncept der stak af med prisen.
”Det er en kæmpe anerkendelse for de frivillige der står bag den her udvikling. Vores frivillige i De Grønne Asparges, er selv voksendiagnosticerede, så de er autentiske og har en umiddelbart gensidig forståelse med deltagerne. Det skaber en tryg ramme og et kravfrit fællesskab. Vi oplever at disse fællesskaber kan give deltagerne livsmestring og tro på at de selv indeholder ressourcer og værdier som de kan bruge i andre sammenhænge. Det giver tro på tilværelsen for dem igen”, fortæller Carsten Hjerresen stifter og formand i Foreningen Jordforbindelsen, som arbejder for at skabe fællesskaber og netværk for voksne igennem naturen.

Nye introforløb jævnligt

Det startes jævnligt nye introforløb for voksendiagnosticerede i både Aalborg og Hjørring.
Og der er rift om pladserne. Eksempelvis da der i uge 43 i 2025 startede to nye introforløb for kvinder.
20 pladser var tilgængelig og yderligere knap 20 var på venteliste.
Nye introforløb offentliggøres på hjemmeside og sociale medier.
Yderligere information og tilmelding på:
https://jordforbindelsen.nemtilmeld.dk

FORENINGEN JORDFORBINDELSEN

Foreningen Jordforbindelsen har siden etableringen i 2018 tilrettelagt tilbud for voksne i Vendsyssel.
Aktiviteterne fokuserer primært på brugen af natur og dyr til at skabe gode rammer for læring, gode relationer, samt fysisk og mental sundhed.
Foreningens kompetencer benyttes også i målrettede tilbud for børn/unge med særlige behov.
Foreningens aktiviteter udvikles og tilrettelægges af ca 50 frivillige og har 1.500 årlige unikke deltagere.
Foreningen Jordforbindelsen er en non-profit organisation.
Alle aktiviteter er gratis og anonyme.
Se i vores kalender hvornår der er nye aktiviteter i Foreningen Jordforbindelsen.
Følg også meget gerne Foreningen Jordforbindelsen på:
LinkedIn, Facebook og Instagram.

Du er også meget velkommen til at kontakte foreningen med forslag til nye aktiviteter eller spørgsmål om forening eller aktiviteter.
Skriv gerne en mail på:
kontakt@foreningenjordforbindelsen.dk

Læs mere om Foreningen Jordforbindelsen på: 
https://www.foreningenjordforbindelsen.dk/

Naturen mistede sin magi, da Helle Diana Sørensen blev voksen. I kvindefællesskabet Rodfæste har hun genfundet naturen og sit indre barn.

Mørket har ramt spejderskoven ved Sindal, og vinden får trækronerne til at veje. Midt i den sneklædte skov brænder et bål lystigt, og en gul fuldmåne dominerer himlen.

Rundt om bålet bevæger en gruppe kvinder sig til lyden af musik. En af dem er Helle Diana Sørensen.

Gruppen ryster deres kroppe, som når en hund ryster sig efter en svømmetur i havet. Helle mærker varmen brede sig under de mange lag tøj, og en boblende glæde slår ned i hende.   Efter et stykke tid har hun rystet bekymringer og stressede tanker af sig, og enhver forlegenhed over at give sig hen til naturen, musikken og fællesskabet er væk.

”Alle kan ryste sig – det er så befriende, når man ikke kan gøre noget forkert. Jeg kunne lukke ned for tankerne og bare være i min krop”.
Sådan lyder det fra 49-årige Helle Diana Sørensen, der på bagkant ikke kan lade være med at grine over, hvordan det må have set ud udefra, da gruppen lavede ”shaking meditation” i en mørk skov.
”Alt rystede på os, dobbelthagen inklusiv”, griner hun.

Et fællesskab i naturen

Vi interviewer Helle i familiens lyse stue i Sæby. Her bor hun sammen med sin mand og en efternøler på 13 år. Resten af den sammenbragte børneflok er flyttet hjemmefra.

Helle er én af deltagerne i ”Rodfæste,” som foreningen Jordforbindelsen står bag.

Rodfæste er et kvindefællesskab, som dyrker natur, fællesskab og meditative øvelser. Kvinderne mødes på forskellige naturskønne lokationer i Vendsyssel, og et forløb strækker sig typisk over ni gange, hvor deltagerne, og de frivillige instruktører, mødes hver uge. For Helle har Rodfæste haft en afgørende positiv betydning i hendes liv. To gennemførte forløb har givet hende glæden tilbage ved naturen, men det har også afhjulpet mange af de indgribende stress-symptomer, som hun i årevis har kæmpet med.

Bare fødder og lejrbål

Da Helle vokser op, er årets suveræne højdepunkt at komme på spejderlejr i Rosenby Hytten i Dronninglund. Programmet for ugen i sommerferien er altid det samme, ”men det bliver det ikke dårligere af”, forklarer Helle. Børnene er ude i skoven fra daggry til tusmørke i al slags vejr. De laver hytter af pilegrene, som, hvis de flettes tæt nok, kan stå imod regnen. De steger kylling og snobrød over bålet, har en fast ”vildmarksdag” og hiker i storskoven.

Helle har bare fødder hele ugen, og inden den er omme, kan hun uden problemer løbe på en grusvej uden sko. Helle får et drømmende udtryk i øjnene, når hun gengiver barndommens glæde ved naturen, og sine i alt ti år som spejder. Med årene ændrer forholdet til naturen sig.   ”Som voksen, og især efter at jeg blev mor til tre – kom jeg til at trække mig fra naturen. Jeg brugte den stadig meget – jeg gik for eksempel tit ture – men mit fokus blev et andet end i barndommen. Nu gjorde jeg det mest for at få motion. Det blev en pligt – nu skal jeg lige huske at gå den tur og tage tid på mit motions-ur. Det kan jeg lige nå inden aftensmaden.”

Stressramt

I 2019 bliver Helle ramt af alvorlig stress. Året forinden er hun blevet skilt, og hun er alene med sine tre børn. Alligevel kommer kollapset som en stor og ubehagelig overraskelse.  

Helle er på det her tidspunkt kordegn i Dronninglund kirke, julen er lige overstået, og den har været travl som altid. Som sædvanlig har hun været god under pres og haft et godt overblik. Hun ser frem til at få bedre tid til at træne, nu, hvor folkekirkens mest travle tid på året er veloverstået.

Men Helle når aldrig at trække i træningstøjet. I stedet bliver hun væltet omkuld af en overvældende træthed, som lammer hverdagen fra den ene dag til den næste.
Hun bliver sygemeldt fra sit arbejde, og kan falde i søvn midt under en samtale med en veninde. I et halvt år giver lægen hende et forbud mod at køre i bil – der er for høj risiko for, at hun vil falde i søvn hen over rattet, lyder vurderingen.  

Ingen fysiske test eller blodprøver kan forklare den invaliderende træthed, og derfor bliver konklusionen, at Helle har pådraget sig en belastningsreaktion.  ”Mit nervesystem var så overbelastet, at bare dét at vinden rørte min hud, kunne være meget voldsomt. På de dage, hvor det blæste meget, kunne jeg ikke engang gå ud og tømme postkassen.”
Helle kæmper også med øresten, der påvirker hendes evne til at holde balancen, og får stærke smerter.

Hun oplever dog, at det for rigtig mange deltagere tager lidt tid at omstille sig fra en hektisk hverdag og til fællesskab i lavt tempo. ”Mange er vant til at gå hurtigt, og at der skal ske noget hele tiden. De kan opleve, at de bliver stressede af at gå langsomt. Tankerne kværner måske rundt i hovedet på dem, og de kan ikke finde ro”, fortæller Gitte. Hun understreger, at det næsten altid går over, når man har gjort det nogle gange, og når man guides til at finde et fokus uden for sig selv – for eksempel ved at lytte til bølgerne, der skyller ind over stranden, imens man går.

Kroppen skulle også med

Undervejs i sit stressforløb har Helle god gavn af samtaleterapi, men det kan ikke stå alene, forklarer hun. ”Hjernen er måske godt med, men ikke nødvendigvis kroppen”, lyder det.  

En dag hører hun om Rodfæste – et kvindefællesskab, der mødes i naturen. ”Det lød helt fantastisk, da jeg læste om det, både at det kun var for kvinder, og at vi skulle ud i naturen. Jeg mærkede længslen efter at finde tilbage til den tid, hvor jeg følte mig meget mere forbundet med naturen”, forklarer hun.

Vendepunkt

Første gang Helle deltager i Rodfæste, bliver hun introduceret til ”stillegang”. Man skal gå sammen i stilhed, og i lavt tempo, og kun fokusere på de omkringliggende lyde, dufte eller farver undervejs.

”Øvelsen viser, at mindfulness sagtens kan udøves i bevægelse”, forklarer Helle, og uddyber: ”Man behøver ikke at ligge fladt ned på et liggeunderlag og tvinge sin krop i ro. Der er mange, der har for meget uro i kroppen til at gøre det”.

Hurtigt opdager Helle, at hun trives i den slags øvelser – at det giver hende ro i hovedet at vælge ét fokus undervejs, og hun oplever, at de frivillige instruktører er virkelig gode til at guide deltagerne undervejs, og at de er fagligt klædt godt på til opgaven.  

De ugentlige møder i Rodfæste bliver et værdifuldt ”helle”, hvor ”stillegang”, bålet, og øvelser, hvor deltagerne ”vækker” kroppen, bliver det faste anker, samtidig med, at der hver gang også er nyt på programmet.
Der er for eksempel mange øvelser, hvor deltagerne bliver opmuntret til at finde det indre legebarn frem.

Legen giver Helle følelsen af at vende tilbage til sin krop. Hun beskriver for eksempel en øvelse, hvor hun får bind for øjnene, imens de andre finder ting i naturen, som hun skal mærke på, og dufte til, for til sidst at gætte på, hvad det er. Det kan være en svamp, en anemone eller måske en grankogle.

”Det var bare så fedt at være hovedpersonen i den leg. Det er man ikke så tit som voksen, og når man har børn”, siger Helle og fortsætter: ”Helt automatisk bliver man nærværende. Man kan jo ikke mærke, at det er en grankogle, hvis man samtidig står og tænker på, hvad man skal købe til aftensmad i Netto”.

Alle har fortjent et lejrbål

Og så er der bålet. Også en fast genganger, og én som Helle i den grad værdsætter. Faktisk mener hun, at alle burde give sig selv den oplevelse så ofte som muligt.

”Det er sådan en primitiv ting i os, at vi godt kan lide bål”, mener Helle, og uddyber:

”Hvis vi tænder et bål til en havefest, så er der altid nogen, der sætter sig derover. Det er også meditativt. Vi sidder og betragter flammerne. Vi tænder ofte et bål for børnenes skyld – men vi kan altså også godt gøre det for os selv”, forklarer hun, inden hun med et smil understreger:

”Jeg har også fortjent et bål.”

En dag, da deltagerne fra Rodfæste er samlet rundt om bålet i skoven, siger Helle noget højt, som hun længe har tænkt på. Det handler om den berømte fortælling ”Brødrene Løvehjerte” af Astrid Lindgren. Især ét citat har fanget Helles interesse – og det kommer fra historiens karakter Jonatan – som siger: ”I Nangijala er det stadig lejrbålenes og eventyrenes tid.”

Helle forklarer de andre kvinder rundt om bålet, at det citat minder hende om Rodfæste.   ”Rodfæste er også lejrbålenes og eventyrenes sted”, siger hun med et drømmende udtryk, og flere af de andre deltagere smiler og nikker i genkendelse.

En ny måde at være til stede på

Helle kan i dag se, hvor meget, hun har nedbragt sit stressniveau ved at deltage i Rodfæste, og hvor stor en udvikling, hun har gennemgået.

Dét, hun ikke kunne, da hun deltog i sit første forløb, kunne hun pludselig godt ved forløb nummer to. For eksempel kunne hun i sit andet forløb godt udholde kraftig blæst i ansigtet – noget der var helt utænkeligt første gang.

Og så er noget af det bedste, forklarer Helle, at hun også kan bruge de ting, hun har lært, derhjemme. For eksempel går hun ofte stillegang, og det har givet hendes daglige ture ud i naturen en helt anden karakter.

”Rodfæste har lært mig, at jeg ikke bare skal haste afsted med blikket rettet stift imod mit motions-ur”.

I dag giver jeg mig selv tiden til at tage synet og oplevelsen ind. Hvis jeg får en indskydelse til at kigge på en fugl, så gør jeg det,” siger Helle. ”Jeg stopper op, og tager det hele ind”.

FORENINGEN JORDFORBINDELSEN

Foreningen Jordforbindelsen har siden etableringen i 2018 tilrettelagt tilbud for voksne i Vendsyssel.
Aktiviteterne fokuserer primært på brugen af natur og dyr til at skabe gode rammer for læring, gode relationer, samt fysisk og mental sundhed.
Foreningens kompetencer benyttes også i målrettede tilbud for børn/unge med særlige behov.
Foreningens aktiviteter udvikles og tilrettelægges af ca 50 frivillige og har 1.500 årlige unikke deltagere.
Foreningen Jordforbindelsen er en non-profit organisation.
Alle aktiviteter er gratis og anonyme.
Se i vores kalender hvornår der er nye aktiviteter i Foreningen Jordforbindelsen.
Følg også meget gerne Foreningen Jordforbindelsen på:
LinkedIn, Facebook og Instagram.

Du er også meget velkommen til at kontakte foreningen med forslag til nye aktiviteter eller spørgsmål om forening eller aktiviteter.
Skriv gerne en mail på:
kontakt@foreningenjordforbindelsen.dk

Læs mere om Foreningen Jordforbindelsen på: 
https://www.foreningenjordforbindelsen.dk/

Naturen kan hjælpe mennesker, der har det svært, på en helt anden måde end klassisk terapi, mener Gitte Jensen, der har mange års erfaring fra psykiatrien og fra et psykiatrisk botilbud.

Sand mellem tæerne, et glimtende hav, eller lyden af trækronerne, der vajer i vinden. At befinde sig midt i frodig natur kan effektivt bringe ro i menneskers nervesystem, og skabe grobund for positive forandringer, uanset om man kæmper med stress, angst, kroniske smerter eller måske en depression.

Det er den klokkeklare erfaring, som 66-årige Gitte Jensen har gjort sig de seneste fire år, hvor hun har været frivillig i konceptet ”Rodfæste”. Et tilbud sat i verden af foreningen Jordforbindelsen.
Rodfæste er et kvindefællesskab, der mødes ugentligt på forskellige naturskønne lokationer i Vendsyssel. Et forløb strækker sig over ni gange. Der er fokus på at flette naturen og fællesskabet tæt sammen, vække vores sanser, og skabe rum til både tale og tavshed.

Genforening med naturen

I vores moderne livsførelse glemmer vi nemt, at vi er tæt forbundet med naturen, og altid har været det, forklarer Gitte, som er pensioneret sygeplejerske. 
Hendes interesse for området blev for alvor vækket, da hun under Corona pandemien tilmeldte sig et kursus om natur-terapi hos ”ViNatur”.
Siden har hun taget en etårig uddannelse samme sted, imens hun sideløbende har været frivillig instruktør hos Jordforbindelsen. 
”Vi får ro i hjernen, når vi er ude i naturen.”, forklarer Gitte og henviser til forskning, der blandt andet peger på, at puls og blodtryk sænkes, og at immunforsvaret styrkes i grønne omgivelser. ”Vi restituerer simpelthen”, konkluderer hun.

Kontrasten til hvide vægge

Gitte Jensen har altid været optaget af at hjælpe mennesker, der har det svært. Derfor har det også været dybt meningsfuldt for hende at være sygeplejerske i psykiatrien og siden hen leder i et psykiatrisk botilbud.
I sit arbejde har hun erfaret, at de fysiske omgivelser betyder meget for mennesker – ikke mindst hvis man føler sig psykisk udfordret. Hvis væggene i et rum er hvide og hullede, og hvis møblerne er slidte, kan det forstærke følelsen af modløshed. På samme måde løfter det os mentalt at omgive os med storslået natur, mener Gitte.  

”Vi har brug for den skønhed, der findes i naturen”.

Det er heller ikke alle mennesker, der bryder sig om at gå til en psykolog eller en terapeut med deres udfordringer.

”For nogle mennesker er det ubehageligt at sidde ansigt til ansigt med en terapeut og skulle tale om det, der er svært. Det kan virke alt for konfronterende og urovækkende ”.

Man kan også være i en situation, hvor man ”har det træls”, som Gitte formulerer det, uden at man nødvendigvis kan sætte ord på det.
Og dér kan det være en fordel at blive en del af et fællesskab, hvor der måske er nogen, man kan spejle sig i.

”Selv hvis man ingenting siger, drager man måske nytte af at lytte til det, de andre siger. Måske kan man nikke genkendende til noget af det,” fortæller hun. Samtidig understreger hun, at ”Rodfæste” ikke er terapi, men et fællesskab, der suger næring ud af naturen, og støtter og guider hinanden undervejs. De fleste, der bruger tilbuddet, går igennem en svær tid, og har brug for at gøre noget godt for sig selv. Mange oplever, at de får det bedre undervejs, fortæller Gitte.

Det stærke fællesskab

Gitte forklarer, at deltagerne hjælper og støtter hinanden, og at de konkrete øvelser, gruppen laver sammen, får dem til at stå stærkere i sig selv.

En øvelse kan for eksempel være ”stille-gang” langs stranden i et lavt tempo.

”Det er nemmere for os at mærke os selv, når vi er stille. Så længe man sidder og snakker, så er man fokuseret på samtalen og dét, der sker der. Når vi går stille sammen, bliver man mere opmærksom på sin egen krop og på naturen.”, forklarer Gitte.

Hun oplever dog, at det for rigtig mange deltagere tager lidt tid at omstille sig fra en hektisk hverdag og til fællesskab i lavt tempo. ”Mange er vant til at gå hurtigt, og at der skal ske noget hele tiden. De kan opleve, at de bliver stressede af at gå langsomt. Tankerne kværner måske rundt i hovedet på dem, og de kan ikke finde ro”, fortæller Gitte. Hun understreger, at det næsten altid går over, når man har gjort det nogle gange, og når man guides til at finde et fokus uden for sig selv – for eksempel ved at lytte til bølgerne, der skyller ind over stranden, imens man går.

Symbolernes kraft

Gitte – og de øvrige frivilliges – ambition er, at naturen skal være andet, og mere, end en tom kulisse. Den skal derimod inddrages aktivt undervejs.
Gitte kan for eksempel finde på at sige til deltagerne, at de skal gå en tur ind i skoven og finde noget, der symboliserer deres liv. Måske ser man sig selv i en flosset grankogle, eller i en pind med blødt mos på.

”De skal hverken kramme træer eller tale med dem. Det er ikke dét, jeg mener. Men symboler er et stærkt virkemiddel. Man skal samtidig bruge det med omhu, netop fordi det kan vække stærke følelser. Men det kan virkelig give mennesker nogle nye erkendelser, er min erfaring”.  

Gitte Jensen ville ønske, at hun – da hun arbejdede i psykiatrien – havde haft den viden, og bevidsthed, hun har i dag, om naturens store potentiale. 

”Så ville jeg langt oftere have sagt: Kom du med – lad os tage den samtale ude i haven i stedet”, fortæller Gitte.

Da jeg spørger hende, hvad hun personligt får ud af at være frivillig hos Jordforbindelsen, falder svaret prompte og inderligt: ”Det er en gave for mig, hver gang, jeg oplever, at jeg kan skabe noget, der er betydningsfuldt for andre. Det gør mig så glad”, fortæller hun.
Hun understreger samtidig, at der er et stærkt fællesskab mellem de instruktører, der er tilknyttet forløbet, og at det også er noget, hun nyder meget.

FORENINGEN JORDFORBINDELSEN

Foreningen Jordforbindelsen har siden etableringen i 2018 tilrettelagt tilbud for voksne i Vendsyssel.
Aktiviteterne fokuserer primært på brugen af natur og dyr til at skabe gode rammer for læring, gode relationer, samt fysisk og mental sundhed.
Foreningens kompetencer benyttes også i målrettede tilbud for børn/unge med særlige behov.
Foreningens aktiviteter udvikles og tilrettelægges af ca 50 frivillige og har 1.500 årlige unikke deltagere.
Foreningen Jordforbindelsen er en non-profit organisation.
Alle aktiviteter er gratis og anonyme.
Se i vores kalender hvornår der er nye aktiviteter i Foreningen Jordforbindelsen.
Følg også meget gerne Foreningen Jordforbindelsen på:
LinkedIn, Facebook og Instagram.

Du er også meget velkommen til at kontakte foreningen med forslag til nye aktiviteter eller spørgsmål om forening eller aktiviteter.
Skriv gerne en mail på:
kontakt@foreningenjordforbindelsen.dk

Læs mere om Foreningen Jordforbindelsen på: 
https://www.foreningenjordforbindelsen.dk/

Torben er 57 år og autist, men han blev først udredt som voksen, da hans udfordringer var kulmineret i en livskrise. Det bedste ved diagnosen, er, at den har banet vejen for et unikt fællesskab med ligesindede.

Der skal være to etager i legehuset, vinduer, toilet og soveværelse, beslutter Torben. Der skal også være en lynafleder. Selvfølgelig. Det hus skal være det bedste af det bedste.

Torben Wenneberg Pleidrup husker stadig alle detaljerne i det legehus, han beslutter sig for at bygge til sin lillesøster i fødselsdagsgave. Han kan stadig mærke den boblende iderigdom helt ud i fingerspidserne, og de tårnhøje ambitioner.
Han er 12 år. Hopper energisk op på sin cykel og cykler til den lokale isenkræmmer i Svenstrup for at købe fem kilo store søm og en hammer for sine egne lommepenge. Han knokler i alle sine vågne timer ved siden af forældrenes gule vinkelhus, som ligger på Kirkedalen mellem Svenstrup og Frejlev. Omgivet af bølgende marker.

Da Torben banker det sidste søm i og betragter sit værk, er sommeren forbi.

Søsterens reaktion

Dét eneste, han ikke kan huske, er, hvordan hans søster reagerer på at modtage gaven.

”Hendes ønske var måske knap så stort som min iver efter at få det bygget”, konstaterer han med en underspillet humor.
”Så kan du huske, hvad hun sagde”?
”Nej, slet ikke. Det var heller ikke vigtigt for mig”.

At det ikke er søsterens glade eller forundrede ansigtsudtryk, der har printet sig fast i Torbens hukommelse, er muligvis ikke en tilfældighed.  

For Torben er i udgangspunktet meget lidt orienteret mod andre menneskers følelser og tanker. Det er hverken udtryk for manglende vilje eller kølig afstandtagen. Tvært imod.
Det handler nærmere om, at verden omkring ham ikke rigtig eksisterer i hans bevidsthed. Det fortæller han eftertænksomt på den cafe i Aalborgs Vestby, hvor interviewet om hans barndom og liv udspiller sig.

Hans søster, forældre og alle børnene fra skoleklassen – de er der bare – og de tiltrækkes i stor stil af hans krøllede hjerne og konstante aktiviteter. Ligesom Egon Olsen fra ”Olsen Banden” har Torben altid en ny detaljeret plan i ærmet, og den skal udføres på hans præmisser.

”De andre børn blev ikke taget med på råd, men de måtte gerne være med på turen”, fortæller han, og fortsætter: 
”Gad min søster at klippe grene af til den løvhytte, jeg gerne ville lave, så var det fint med mig”. Hvis det ikke er konstruktionen af en løvhytte, der har Torbens fulde opmærksomhed, er det drømmen om at bygge en ubåd i haven, eller at lave en hjemmelavet molotovcocktail.
Han løber aldrig tør for ideer.

Kan ikke fastholde venner

Havde man dengang spurgt Torbens forældre, om Torben havde venner, ville svaret sikkert have været et rungende ”ja”. Men for Torben er barndommen et sololøb foran et ansigtsløst publikum.

”Venner var nogle, der blev draget af det, jeg lavede. Hvis jeg var i gang med at tune en knallert, så var det dét, der var min primære drivkraft. Ikke vennerne omkring mig”, forklarer han.

Selvom Torben knap nok registrerer de andre børns tilstedeværelse, bliver han ked af det, når de pludselig ikke længere er der. Et mønster træder frem.

”Når jeg drejede til højre efter en ny ide, så mistede de interessen. Jeg opdagede ikke hvorfor, eller hvordan. Pludselig var de væk”.

Det er uforståeligt for Torben, hvorfor han ikke kan fastholde venskaberne, og det frustrerer ham. ”I dag kan jeg godt se, at jeg var anderledes end flertallet, og opførte mig anderledes.”

Taknemmeligheden

Det er med blandede følelser, at Torben, der i dag er 57 år og bor i Hals, kigger tilbage på sin barndom.   

Flere gange understreger han, at han er taknemmelig for den frihed, han havde til at sætte handling bag sine ideer. Tiden, der var til fordybelse på landet. Han havde nogle helt andre vilkår og forudsætninger, end børn vokser op under i dag, mener han.  

”Det var usandsynligt heldigt, at universet parkerede mig lige præcis dér, og på lige præcis det tidspunkt. Alt dét, som vi mangler i dag, fik jeg gratis. Ro og plads til at kunne være den, jeg er. Ingen stillede krav til mig derhjemme. Jeg kunne snitte i en pind i timevis eller glo på en humlebi, der bestøvede blomster i en busk”. På markerne ved sine forældres hus er Torben i sit rette element – evigt fordybet i et univers, som andre mennesker ikke har nøglen til.

Det usynlige overarbejde

Skoledagen derimod er anderledes udfordrende.

”Jeg bliver overstimuleret og kvalt i løbet af dagen”, siger Torben.

Det er oplevelsen af at være fanget. Fanget på en ubarmhjertig stol, og fanget i sociale sammenhænge, der ingen mening giver for ham.

Han drager et lettelsens suk, når lærerne indimellem trækker ham ud af undervisningen for i stedet at inddrage ham i praktiske projekter på skolen. Én af gangene er han med til at bygge et kombineret rygelokale og kiosk.

Men grundlæggende er skoletiden en plage, som han kun husker små glimt fra.     

Noget af det værste er gruppearbejde. Så meget husker han. Eller endnu værre: At skulle træde op på scene og medvirke i et skuespil.

Med rædsel husker Torben for eksempel, at han skulle spille hund i HC. Andersens ”Fyrtøjet” og ”slæbe rundt med en pige på ryggen”, som han formulerer det. Det er kontroltabet og meningsløsheden, der fylder ham med ubehag. At han ikke forstår, hvad der forventes af ham, eller hvorfor.

Har skiftet farve efter sine omgivelser

Torben ved, at han har fået flere ”hak i tuden”, som han beskriver det, for at være den, han er, i sociale sammenhænge.

Han ved også, at det er frygten for social udstødelse, der får ham til at bygge det perfekte forsvar op tidligt i sin barndom. 

Ligesom kunstig intelligens indsamler han data. Han observerer de andre børns ageren i en gruppe, og suger til sig. Begynder langsomt at kunne omsætte det på en overbevisende måde.

Alt dette sker selvfølgelig helt ubevidst, forklarer Torben. Ingen ser det massive overarbejde, han er på. For dem er det usynligt. For Torben har det defineret hele hans liv.    

”Jeg har levet det meste af mit liv én meter fra mig selv”, forklarer han, og uddyber:

 ”Jeg har set, og vurderet, mig selv udefra, og brugt mit intellekt til at analysere mig frem til, hvad jeg skulle gøre i de forskellige situationer. Hvad der var det rigtige at gøre. Jeg kunne ikke intuitivt mærke det,” forklarer Torben.

Torben beskriver sig selv som barnet, der lægger sig i slipstrømmen af andres holdninger og meninger i kontekster, hvor han ikke er tryg. Han er drevet af en underliggende logik om, at det er bedre at være usynlig, end at blive udstødt. Denne ubevidste strategi har blandt autisme-fagpersoner et navn. Den kaldes for ”maskering”, og Torben er langt fra det eneste menneske med autisme, der har set sig nødsaget til at overleve på den måde. Bagsiden af medaljen er, at maskering er voldsomt energikrævende og derfor gradvist kan overbelaste mennesker.

Alt dét finder Torben dog først ud af mange år senere. Efter at verden pludselig er blevet helt farveløs og ulidelig at være i. Først dér erkender Torben, at han hele sit liv har kæmpet for at afkode og forstå andre mennesker, og kæmpet endnu hårdere for at skjule det.

Hormoner sætter alt på spidsen

Da Torben træder ind i festsalen på sin skole, er det som at få en knytnæve i ansigtet, der truer med at sende ham i gulvet. Han er 14 år, og deltager i sin første skolefest.

”Jeg kan bedst beskrive det som det rene ragnarok, og som at gå i chok. Intet af det, jeg så, gav mening. Jeg var ét stort spørgsmålstegn”, forklarer han.

For Torben svarer det til at lande på månen, fortæller han, og opgaven med at kortlægge det helt fremmede landskab, bliver for overvældende for ham.

Instinktivt søger han væk fra menneskemængden og i dækning i et lille klubværelse ved siden af scenen, som den aften fungerer som garderobe. Fra sit skjul opsluges Torben af højtalernes imponerende lydkvalitet og lysshowets uendelige detaljerigdom. Han bliver som en detektiv, der kortlægger systemer og mønstre. Oplevelsen fuldendes af Storhittet “I Love Rock ‘n’ Roll” af Joan Jett & the Blackhearts, som spilles flere gange den aften.

Strategier til at overleve

Teenageårene er generelt en prøvelse. Torbens tillærte strategier er pludselig ikke længere nok. Alligevel finder han på måder at klare sig.

Da han begynder at studere, får han et fritidsjob som afrydder på baren Hr. Nielsen i Jomfru Ane Gade. På den måde kan han være sammen med vennerne, når de går i byen, men på en distanceret måde, hvor han kan gå til og fra selskabet.

”Det var en måde at være i byen på, uden at være i byen. Jeg kunne afkode en masse ting på afstand, og dermed agere mere. Jeg kunne sige nej tak til at drikke med henvisning til, at jeg jo var på arbejde”

At være dygtig til sit arbejde sidder stadig på rygraden, forklarer Torben, der i dag arbejder som Senior Fagingeniør indenfor Pharma og Automation for firmaet Artelia A/S i Aalborg. 

Påbegyndelsen af EFG – en erhvervsfaglig grunduddannelse – blev et vendepunkt i forhold til skole. Det var en praktisk orienteret måde at lære på, som gav fuldstændig mening for Torben. Han kunne endelig udfolde sit store potentiale.

Kollaps

30 år gammel finder Torben, med sine egne ord, ”sit livs kærlighed”. De flytter sammen i en ny lejlighed i Aalborg, og ender senere i hus i Nibe. 
”Alt er fryd og gammen” beskriver Torben. Alligevel er der noget, som er svært og kompliceret under overfladen. Torben oplever det som mentalt krævende at leve op til sin kærestes ønsker om at gå til koncerter, rejse og have et socialt liv.

”Jeg magtede det faktisk slet ikke, men gjorde mange ting for hendes skyld, og levede på en måde igennem hende”, fortæller Torben, der også kalder det en fortsættelse af sit gamle mønster med at kopiere andre.

Til sidst opgiver kæresten forholdet – et brud der rammer som en tsunami, der med en brutal styrke skyller masker og mønstre bort og kun efterlader tvivl og tomhed på stranden.

”Der gik jeg i stykker”.

Torben begynder at få det psykisk skidt, og en morgen, da han vågner i sin seng, er alt hvidt. Alle farver er forsvundet, og tilstanden varer ved i nogle timer.

”Jeg vidste godt, den var gal”. Torben får konstateret en depression, og en dag spørger en psykiater ham, om han nogensinde har hørt om ”Aspergers syndrom”?
At Torben skulle være autist, afviser han fuldstændig. ”Sikke noget fis”, er hans første indskydelse. Han går alligevel hjem og læser om diagnosen, men er fortsat skeptisk.   
Efter at endnu en psykolog påpeger muligheden, lader han sig udrede og får netop diagnosen ”Aspergers syndrom”. Torben er 49 år, i dyb krise og tvunget til at genopfinde sig selv.

Fællesskabet med ligesindede

At forstå sit liv bagudrettet er både en styrke og en sorg, forklarer Torben i dag. Det har taget lang tid at lande i de mange nye erkendelser. Det har været en benhård proces, og den er ikke afsluttet.  

Han forstår nu, at han har spillet skuespil det meste af sit liv – for at passe ind i en verden, der grundlæggende ikke er indrettet til mennesker som ham.  

Og den erkendelse er han glad for, at han har gjort sig, selvom han også kan føle sig dum over, at han ikke gennemskuede sig selv noget før, fortæller han.   

Når Torben i dag tager sin maske på, er det et aktivt valg, og noget han er afklaret med. I det hele taget har han fået en helt anden bevidsthed om sin egen natur.    

Indsigten i autismediagnosen betyder også, at han har fået en ny forståelse for, hvad der dræner ham for energi, hvad der er energi-neutralt, og hvad der giver ham energi.   I sidst nævnte kategori er det fællesskab, som Torben mødes ugentligt sammen med i Aalborg.
Det er en gruppe for mænd, der ligesom Torben er sendiagnosticeret med autisme. Torben er frivillig tovholder, og finder meget mening i at kunne støtte dem, der ikke er lige så langt i deres indre rejse, som han selv er.

At finde sin plads

Med glimt i øjet er fællesskabet døbt ”De Grønne Asparges” – et initiativ søsat af Foreningen Jordforbindelsen. Det er mænd i forskellige aldre, der alle sammen har kæmpet bravt for at finde deres plads i verden, og som alle har følt sig ensomme og forvirrede undervejs. Indtil de fik vished omkring, at de er på autismespektret.

Her vækker Torbens historie stor genkendelse. Livslang maskering går igen hos gruppens medlemmer. Deres evne til – på overfladen – at tilpasse sig samfundets krav har gjort deres sociale handicap mere eller mindre usynligt for omverdenen.

”At blive en del af det fællesskab har faktisk været en åbenbaring for mig. Uanset om vi taler om vores følelser og oplevelser, eller om vi sidder og siger ingenting, så forstår vi bare hinanden”, fortæller han. Det er første gang, at Torben for alvor oplever, at han kan spejle sig i andre mennesker, og at han ikke behøver at tage sin maske på.

”Her kan jeg give slip på kontrollen. Her skal jeg ikke måle og veje, hvad jeg siger, og gør. Her kan jeg få lov til bare at være den, jeg er”, slutter han.  

Vinder af Innovationsprisen 2025 i Aalborg Kommune

Ved den netop overståede Frivillig Fredag 26/9 blev der i år uddelt to priser. Årets Ildsjæl og Innovationsprisen. Innovationsprisen er en nystiftet pris, som altså skulle uddeles for første gang.
”De Grønne Asparges” var sammen med andre stærke kandidater indstillet til prisen, men det var Foreningen Jordforbindelsens koncept der stak af med prisen.
”Det er en kæmpe anerkendelse for de frivillige der står bag den her udvikling. Vores frivillige i De Grønne Asparges, er selv voksendiagnosticerede, så de er autentiske og har en umiddelbart gensidig forståelse med deltagerne. Det skaber en tryg ramme og et kravfrit fællesskab. Vi oplever at disse fællesskaber kan give deltagerne livsmestring og tro på at de selv indeholder ressourcer og værdier som de kan bruge i andre sammenhænge. Det giver tro på tilværelsen for dem igen”, fortæller Carsten Hjerresen stifter og formand i Foreningen Jordforbindelsen, som arbejder for at skabe fællesskaber og netværk for voksne igennem naturen.

Nye introforløb jævnligt

Det startes jævnligt nye introforløb for voksendiagnosticerede i både Aalborg og Hjørring.
Og der er rift om pladserne. Eksempelvis da der i uge 43 i 2025 startede to nye introforløb for kvinder.
20 pladser var tilgængelig og yderligere knap 20 var på venteliste.
Nye introforløb offentliggøres på hjemmeside og sociale medier.
Yderligere information og tilmelding på:
https://jordforbindelsen.nemtilmeld.dk

Kom på sidemandsoplæring ved eksempelvis Torben, Gitte, Ole, Vanessa eller Nikoline

Når man starter som frivillig i Foreningen Jordforbindelsen gennemgår man først foreningens eget kursus for nye frivillige.
Herefter tilknyttes man et aktivitetsområde.
Det kan være indenfor naturterapien med Vildmandskursus og Rodfæste, indenfor bushcraft/håndværk/håndarbejde med Pedellerne, K-Klubben og Snak & æd eller indenfor neurodivergens med De Grønne Asparges.
På det valgte aktivitetsområde gennemgås målrettet oplæring. Dette suppleres typisk ved at være på sidemandsoplæring ved en eller flere erfarne frivillige gennem et helt forløb.
Brænder du for SoMe, sponsorer/netværk, fundraising, koordinering af tilbud, kontakt til studerende så hører vi også meget gerne fra dig.
Vil du vide mere om at være frivillig kan du kontakte:
Frivilligkoordinator Ole Fjelking på ole@foreningenjordforbindelsen.dk eller 30 46 60 58.

FORENINGEN JORDFORBINDELSEN

Foreningen Jordforbindelsen har siden etableringen i 2018 tilrettelagt tilbud for voksne i Vendsyssel.
Aktiviteterne fokuserer primært på brugen af natur og dyr til at skabe gode rammer for læring, gode relationer, samt fysisk og mental sundhed.
Foreningens kompetencer benyttes også i målrettede tilbud for børn/unge med særlige behov.
Foreningens aktiviteter udvikles og tilrettelægges af ca 50 frivillige og har 1.500 årlige unikke deltagere.
Foreningen Jordforbindelsen er en non-profit organisation.
Alle aktiviteter er gratis og anonyme.
Se i vores kalender hvornår der er nye aktiviteter i Foreningen Jordforbindelsen.
Følg også meget gerne Foreningen Jordforbindelsen på:
LinkedIn, Facebook og Instagram.

Du er også meget velkommen til at kontakte foreningen med forslag til nye aktiviteter eller spørgsmål om forening eller aktiviteter.
Skriv gerne en mail på:
kontakt@foreningenjordforbindelsen.dk

Læs mere om Foreningen Jordforbindelsen på: 
https://www.foreningenjordforbindelsen.dk/

Da Ole var barn, hed det ”krudt i røven”, og ikke ADHD, når børn hang i gardinerne. Gennem sit arbejde hos Foreningen Jordforbindelsen, har Ole fået en unik indsigt i diagnoser, der før var stort set ukendt land for ham.

Når bølgerne går højt i diagnosedebatten, sender Ole Fjelking en kærlig tanke til neurodivergente mennesker, som må lægge krop og sjæl til mange fordomme omkring diagnoser som autisme og ADHD.

”Dem, der bare er kritiske, ved simpelthen ikke, hvad de snakker om. De mangler viden om diagnoserne, og gør sig kloge på andres bekostning”, siger Ole.

Samtidig forstår Ole Fjelking godt, at det kan være svært at sætte sig ind i, hvordan den enkelte oplever at leve med diagnoser som autisme og ADHD. For ingen mennesker er ens – heller ikke dem med diagnoser.
Ole mener samtidig, at det er særligt svært at forholde sig til autisme og ADHD, fordi diagnoserne ikke altid kan ses med det blotte øje. ”Det, man konkret kan se, er også nemmere at forstå. Et brækket ben er nemmere at forholde sig til, end psykiatriske diagnoser”, forklarer han.  

Dengang fik man en eftersidning

Hvis vi skruer tiden knap fem år tilbage – før Ole blev frivilligkoordinator hos Foreningen Jordforbindelsen – var han selv uvidende omkring psykiatriske diagnoser, og også undrende over for, at der blev stillet flere og flere af dem. 

”Dengang vidste jeg stort set ingenting om det her emne”, konstaterer Ole ærligt.

Hans umiddelbare reference til autisme var dengang filmen ”Gøgereden”, som udspiller sig på en psykiatrisk afdeling. ADHD forbandt han med de vilde drenge, som han tydeligt husker fra sin folkeskoletid. Drenge, der hang i gardinerne og skabte kaos omkring sig. Dengang fik man ikke en diagnose, og ekstra støtte, husker Ole tilbage.

”Dengang fik man skældud og en eftersidning”, forklarer han. 

Alligevel husker Ole, hvordan han i det skjulte var misundelig på drengene med de urolige kroppe og impulsive ideer, fordi de var egenrådige og gjorde dét, de havde lyst til. Sådan så Ole det i hvert fald. Og den måde at være til stede på i verden stod i skærende kontrast til Oles egen natur – han følte sig på mange måder hæmmet som barn, og styret af et ideal om at være en ”pæn dreng”.

Jordforbindelsen bringer Ole ny indsigt

Da Ole i 2021 blev engageret i Foreningen Jordforbindelsen, fik han pludselig en helt særlig indsigt i livet med diagnoser som autisme og ADHD. Jordforbindelsens allerførste initiativ var nemlig gruppen: ”De grønne Asparges” – et fællesskab for sendiagnosticerede mænd med Asperger.  

Senere blev der også oprettet grupper for sendiagnosticerede kvinder på autisme-spektret, og en gruppe for kvinder med både ADHD og autisme i Aalborg.

Jordforbindelsen henvender sig dog ikke udelukkende til neurodivergente, der gerne vil møde ligesindede. Foreningen faciliterer et bredt udvalg af interessefællesskaber, hvoraf størstedelen af grupperne mødes i naturen. Ud af cirka 50 frivillige, er cirka 40 procent neurodivergente. Det har blandt andet betydet, at Ole har været på kursus i psykiatrien for at få endnu dybere faglig indsigt i, hvad det vil sige at være på autismespektret eller have ADHD, så han kan guide og støtte sine frivillige bedst muligt.  

Naturligt at træde ved siden af

Undervejs i sit arbejde, har Ole gjort sig mange vigtige erkendelser. Og han indrømmer også gerne, at han indimellem har trådt ved siden af, og er blevet klogere.

En gang kom han uden at tænke over det, til at kalde autisme for en sygdom til et møde med nogle frivillige i foreningen. ”Det er ikke en sygdom, det er en diagnose, man lever med”, lød det straks fra en frivillig.  

”Jeg blev glad for, at de rettede mig. For det er selvfølgelig helt rigtigt. Det er ikke en sygdom. Jeg tænkte slet ikke over, hvad det var, jeg sagde. Der lå intet ondt i det”.

Hvor Ole engang undrede sig over, at flere og flere følte et behov for at blive udredt for autisme og ADHD, så forstår han det til fulde i dag. ”Jeg tænker, at det er nemmere at leve med noget, som man ved, hvad er. Uvisheden må være rigtig svær”.

Set fra Oles perspektiv, kommer diagnoserne til udtryk på mange forskellige måder. Nogle gange kan der være noget, der ”stikker ud”, og andre gange slet ikke. Det bekræfter ham i, hvor vigtigt det er at forblive nysgerrig som medmenneske og også som arbejdsgiver med neurodivergente under sig.

Nysgerrigheden er vigtig

”Mange af dem, jeg har mødt, er meget dygtige til at tilpasse sig deres omgivelser, så man faktisk ikke rigtig kan mærke på dem, at de har autisme eller ADHD. Det kan der selvfølgelig være nogle fordele i for dem, men jeg tror også, at det kan være ganske udfordrende, fordi de ”maskerer sig”, som det hedder, og det kan kræve mange ressourcer.

Selvom diagnoserne kommer forskelligt til udtryk, har Ole alligevel nogle grundprincipper, som han navigerer ud fra som frivilligkoordinator.
Hvis han er i tvivl om noget, så stiller han nysgerrige spørgsmål, og oplever, at de bliver taget godt imod, og mødt med stor åbenhed fra de frivillige. Ole er også opmærksom på ikke at ”overbruge” de frivillige og involvere dem i for mange ting på én gang.  

”Jeg oplever, at det for nogle mennesker med autisme og ADHD kan være svært at sige nej, og det er jeg opmærksom på. Ingen skal presses ud i noget, de egentlig ikke kan overskue”

Ole forklarer også, at det er vigtigt at give rum og plads til, at frivillige kan tage ”pauser” fra deres forpligtelse i grupperne, hvis de har en svær periode. Og så er det generelt et vigtigt princip for Ole, at man aldrig skal stå alene som frivillig. At der altid er sparring og støtte at hente hos ledelsen.
 
I det hele taget oplever Ole, at hans møde med neurodivergente menneske har forvandlet ham til et mere rummeligt menneske i bred forstand.  

”Når jeg møder mennesker, som agerer anderledes end flertallet i nogle situationer, så er min første tanke, at det er der sikkert en god grund til. Jeg dømmer dem ikke. Jeg tror altid på, at der er en god grund.”
Coverfoto: Det synlige bevis på donation fra Spar Nord Fonden overdrages af Lars Østegaard – Kundechef Spar Nord (tv) til Ole Fjelking – Næstformand og Frivilligkoordinator (th).

Bliv frivillig

Du har nu mulighed for at blive frivillig for både De Grønne Asparges og andre tilbud i foreningen.

• Bliv del af en unik forening
• Gør en forskel for sårbare
• Stærkt fagligt fællesskab
• Styrk dit CV
• Gratis frivilliguddannelse

Vi forventer at der vil være plads på sidemandsoplæring i både Aalborg og Hjørring på De Grønne Asparges fra nytår.
Er du interesseret kan du registrere dig i vores frivilligpulje eller kontakte Ole på ole@foreningenjordforbindelsen.dk

FORENINGEN JORDFORBINDELSEN

Foreningen Jordforbindelsen har siden etableringen i 2018 tilrettelagt tilbud for voksne i Vendsyssel.
Aktiviteterne fokuserer primært på brugen af natur og dyr til at skabe gode rammer for læring, gode relationer, samt fysisk og mental sundhed.
Foreningens kompetencer benyttes også i målrettede tilbud for børn/unge med særlige behov.
Foreningens aktiviteter udvikles og tilrettelægges af ca 50 frivillige og har 1.500 årlige unikke deltagere.
Foreningen Jordforbindelsen er en non-profit organisation.
Alle aktiviteter er gratis og anonyme.
Se i vores kalender hvornår der er nye aktiviteter i Foreningen Jordforbindelsen.
Følg også meget gerne Foreningen Jordforbindelsen på:
LinkedIn, Facebook og Instagram.

Du er også meget velkommen til at kontakte foreningen med forslag til nye aktiviteter eller spørgsmål om forening eller aktiviteter.
Skriv gerne en mail på:
kontakt@foreningenjordforbindelsen.dk

Læs mere om Foreningen Jordforbindelsen på: 
https://www.foreningenjordforbindelsen.dk/