Vintersol

Fik du den julegave du ønskede dig?

Det gjorde vi og mere til.
Vi fik nemlig en ekstra julegave fra LAG NORD om støtte til foreningens indsats.
Kort før jul modtog vi en bevilling på 300.000 kr.
LAG NORD støtter dermed med ca 50% af et projekt, der skal forankre indsatsen i Foreningen Jordforbindelsen.

En kæmpe succes

Foreningen Jordforbindelsen har siden etableringen oplevet en enorm øgning i efterspørgsel.

Efterspørgslen skyldes at foreningen har udviklet en række af helt unikke projekter, der har opnået støtte fra Trygfonden, Friluftsrådet, Slots- og Kulturstyrelsen, Jascha Fonden, Digets Fond, Velliv Foreningen, Gudrun og Palle Mørchs Mindefond, Bøgstedløbet, samt Hjørring og Aalborg Kommuner.
I tillæg hertil støttes foreningen af det lokale erhvervsliv.
“Vi har fået stor opbakning til projektudvikling og etablering af vores aktiviteter. Nu går flere af disse aktiviteter ind i en ny fase som mere regulær drift. Dermed kan vi ikke længere opnå finansiering fra fonde med fokus på udviklingsprojekter”, fortæller en taknemlig formand Carsten Hjerresen.

I oktober var Foreningen Jordforbindelsen en af fem finalister om Landdistriktsprisen 2021.
“Dommerpanelet og Indenrigs- og Boligministeriet var meget imponerede over perspektiverne i det koncept foreningen på meget kort tid har etableret. Vi har derfor en klar forventning om, at kommunerne i Vendsyssel bakker op med eksempelvis partnerskabsaftale fra de forskellige forvaltninger og udvalg, nu hvor vi har vist både resultater og gennemførselsevne”, fortsætter formanden.
Katrine Halskov Vangsted, der er ansvarlig for naturterapi, uddyber: “Vi gennemførte i december et tilbud kun for kvinder. Fokus var på bushcraft og naturens gavnlige effekt på mental sundhed. I løbet af 3 dage var alle 20 pladser reserveret og 17 var på venteliste.”

Frivilligt engagement

Foreningen er baseret på en stor frivillig indsats.
Der er idag godt 30 frivillige tilknyttet. Og de har vidt forskellig baggrund.
– Læger
– Sygeplejersker
– Fysioterapeut
– Zoneterapeut/massør
– Pædagoger
– Lærere
– Friluftsvejledere
– Naturterapeut
– Naturvejleder
– Gartner
– Kommunal jobmentor/coach
– Håndværkere
– Sælgere
– It-ingeniør
– Piloter

De frivillige deltager på forskellige områder. Det kan være indenfor naturterapi, kvindefællesskaber, mandefællesskaber, grøn sløjd og bålmad eller biodiversitet og dyr.
Nogle frivillige er aktive mange timer hver uge, mens andre er aktive enkelte dage i løbet af året.

Hvorfor være frivillig

“At være frivillig handler ikke kun om at give. Når jeg er frivillig, får jeg rigtig meget tilbage fra deltagerene og de andre frivillige. Det er med til at udvikle mig som menneske, og det giver mig mere overskud til andre ting i hverdagen”, fortæller Katrine Halskov Vangsted, der selv startede som deltager efter en periode med høj stress-belastning.
Hendes indsats i foreningen er en del af handlingsplanen for at komme tilbage på arbejdsmarkedet.
Og Katrine er langt fra den eneste, der har haft effekt af rammerne i Foreningen Jordforbindelsen.
Mange er nemlig startet som deltagere og har undervejs udviklet sig så meget, at de fortsætter som frivillige efterfølgende.
Sagsbehandlerne i Hjørring Kommune nu så mange solstrålehistorier, at foreningens aktiviteter anbefales herfra også.
Vil du være en del af vores team af frivillige?
Så modtager vi gerne en ansøgning fra dig på kontakt@foreningenjordforbindelsen.dk

Hvilken betydning har det for deltagerne?

Det har en enorm betydning for deltagerne at kunne mødes med ligesindede i en uformel, uforpligtende og anonym ramme.
Om man mødes om at snitte en ske, garve et skind, bygge bænke, gåture i naturen eller noget helt andet har mindre betydning.
Det er fællesskabet der er vigtigt.

En tidligere deltager havde denne oplevelse af at deltage i kvindefællesskabet K-Klubben:

Et fuldstændig neutralt mødested med en lille gruppe på 6-8 totalt ukendte kvinder, der var lyttende, rummende, hjertevarme, trygge, grinende og støttende. Det kunne de fordi de er eller har været i en mentalt presset situation som jeg var.
K- klubben var en ufattelig stor hjælp og støtte, som var med til at få mig videre og igen kunne møde verden.

En samfundsøkonomisk vigtig indsats

Deltagerne på de forskellige tilbud kommer af mange forskellige årsager.
Nogle har en faglig indgangsvinkel. Det vil sige, at de deltager for at få inspiration og erfaring til brug på deres job eller studie.
De fleste deltager dog fordi de af egen læge, psykolog, jobcenter og lignede er blevet anbefalet at deltage.
Det er deltagere som i en periode af deres liv er udfordret af forskellige omstændigheder.
Disse deltagere italesætter typisk, at konceptet gør dem i stand til langt hurtigere igen at opnå trivsel og energi til at finde/være sig selv.
De har dermed mulighed for hurtigere at komme tilbage til eksempelvis arbejdsmarkedet eller studiet.

Fakta om stress (Kilde: Stressforeningen)
·      35.000 danskere sygemeldes dagligt pga. et psykisk dårligt arbejdsmiljø
·      250.000 – 300.000 danskere lider af alvorlig stress
·      500.000 danskere føler sig udbrændte på jobbet pga. stress
·      1.400 danskere dør hvert år af psykisk arbejdsbelastning bl.a. forårsaget af stress

Hvad koster stress det danske samfund?  
·      1,5 million ekstra fraværsdage pga. stress om året
·      Arbejdsbetinget stress koster det danske samfund 27 mia. kr. årligt i sygefravær

Hvilken betydning har stress i din organisation?
En hurtig indsats via Foreningen Jordforbindelsens tilbud kan være en kæmpe gevinst for dine kollegaer.
Og dermed også for organisationens stabilitet og økonomi.

Afventer forsvar af Ph.D.

Foreningen får dagligt forespørgsler fra potentielle deltagere til de forskellige tilbud.
Specielt for mennesker i en udsat situation er det vigtigt at kunne give konkret information om tid og sted for deltagelse. Derfor er kontinuitet i foreningens tilbud en nødvendighed. Noget som fondsbaserede udviklingsprojekter ikke kan give.
Pt. afventer foreningen resultatet af en Ph.D. omkring naturterapi-konceptet Vildmandskursus/Rodfæste.
Herefter vil en specifik fond vurdere at give tilsagn på yderligere støtte til Vildmandskursus og Rodfæste ved Foreningen Jordforbindelsen.

Bejler til erhvervslivet – Vær med i en Vendsysselsk succes

Foreningen oplever også at erhvervslivet i Vendsyssel støtter op om projekterne. Hidtil har det primært bestået af materialer til forskellige projekter. Men fra januar 2022 arbejder foreningen med et eget sponsorkoncept. Med over 1.000 deltagere på forskellige tilbud, veletableret hjemmeside og konto på sociale medier, i tillæg til mange modtagere af foreningens nyhedsbrev får virksomhederne masser af synlighed i samarbejdet.
“Vi håber selvfølgelig at virksomhederne vil støtte i form af sponsorater. Vi ønsker et bredt samarbejde med det regionale erhvervsliv og der er plads til alle størrelser af sponsorater. Og virksomhederne får virkelig noget retur. De ansatte kan jo få støtte i en vanskelig situation. Forhåbentlig endda før en evt. sygdomsperiode på grund af belastning”, siger Ole Fjelking, koordinator for Kom Videre Mand.
Ole afslutter i løbet af januar seneste hold af Kom Videre Mand og starter det næste allerede i februar. Også her er efterspørgslen stor.

“Det første sponsorat kom på plads allerede i uge 1, så vi håber, at endnu flere følger trop i de kommende uger”, slutter Carsten Hjerresen.
Vil du og dit firma med på holdet af samarbejdspartnere kan du kontakte formanden på formand@foreningenjordforbindelsen.dk.

FORENINGEN JORDFORBINDELSEN

Foreningen Jordforbindelsen har siden etableringen i 2018 tilrettelagt tilbud for voksne i Vendsyssel.
Aktiviteterne fokuserer primært på brugen af natur og dyr til at skabe gode rammer for læring, gode relationer, samt fysisk og mental sundhed.
Foreningens kompetencer benyttes også i målrettede tilbud for børn/unge med særlige behov.
Se i vores kalender hvornår der er nye aktiviteter i Foreningen Jordforbindelsen.
Følg også meget gerne Foreningen Jordforbindelsen på:
Facebook og Instagram.

Du er også meget velkommen til at kontakte foreningen med forslag til nye aktiviteter eller spørgsmål om forening eller aktiviteter.
Skriv gerne en mail på:
kontakt@foreningenjordforbindelsen.dk

Alpaka walk and talk

Er det ikke bare en Lama?

Dette spørgsmål får vi ganske ofte. Og nej det er ikke bare en Lama. Det er en helt almindelig Alpaka. 🙂
De tilhører ganske vist begge to dyrefamilien Camelidae, i øvrigt lige som kameler og drommedarer. Men der ophører ligheden også.

Lamaer (Lama glama) tilhører slægten Lama og er en tæmmet variant af den vildtlevende Guanako (Lama guanicoe).
Lamaer er tæmmet primært med henblik på kød, mælk, trækkraft og på grund af deres mod og aggresivitet mod fjender (bruges som flokbeskyttelse af mindre husdyr).
Lamaer vejer op til 180 kg.

Alpakaer (Vicugna pacos) tilhører slægten Vicugna og er en tæmmet variant af den vildtlevende Vikunja (Vicugna vicugna).
Alpakaer er tæmmet primært på grund af deres fantastiske uld.
Alpakaer vejer op til 70 kg.
Så nej det er ikke bare en lama 🙂

Både Lama og Alpaka benyttes i dag som terapidyr, fordi de er rolige, nysgerrige og alligevel robuste.

Den sidste gren af slægtstræet er som nævnt kamelerne.
Her finder vi den to-puklede Kamel (Camelus bactrianus) og den en-puklede Dromedar (Camelus dromedarius).
Og nej det er heller ikke bare en lama 🙂

Vi har haft stor glæde af at gennemføre vores “Walk and talk med alpaka”. De er blevet gennemført i samarbejde med Alpacas of Fredly.

Vil du vide mere om fremtidigere forløb kan du følge med på vores side på facebook eller her på siden på vores kalender.

Deltagerne har været meget tilfredse med dette tilbud og vi har fået fine tilbagemeldinger fra tidligere deltagere.

Tilbagemelding fra Mand, 60 år:

Min næste “hund” skal vist være en Alpaka eller tre, sikke et herlig fantastisk dyr.
Jeg fik et opslag på min Facebook side om noget som hed walk and talk, jeg kikkede lidt nærmere på det og syntes det så spændende ud.

Jeg meldte mig til og var heldig at komme med.
Uvidende om hvad det gik ud på og total uvidende om en alpakas natur, begyndte tankerne
– mon man skulle være i god form?
– hvor langt skulle vi gå?
– skal man have godbider med osv.?
Jeg havde forpligtet mig til walk and talk, jeg mødte spændt op den første torsdag i herlig solskinds vejr, her var Lise fra Alpacas of Fredly med vogntog allerede ankommet.

Jeg fik hilst på de andre deltager og var nu klar til vi kunne starte.
Vi måtte vente lidt længere fordi Lise lige skulle sætte os lidt ind i en alpakas natur. Efter en grundig instruktion blev bagsmækken endelig slået ned og med lidt overtalelse kom de så ud af traileren.
Man kunne ikke lade være med at trække lidt skævt på smilebåndet. For som de stod der og kikkede rundt, så det ud som om de var gået forkert.
Det gjorde de i nogle minutter, og nu da de alligevel var landet her kunne de jo lige så godt begynde at æde.
Nu var vi så klar til at komme afsted. Men jeg skal da lige love for min nervøsitet, om jeg kunne følge med sådan en alpaka blev gjort til skamme. Jeg tror ikke vi på noget tidspunkt kom over 2 km/t.

Jeg vil sige to skridt frem og et tilbage giver god mening med en alpaka. Vi morede os en del over deres natur og adfærd, jeg vil sige det sådan “hyggen” spredte sig i skoven.
Efter turen rundt i skoven, samlede vi os rundt om bålet til en snak og en kop kaffe for at lære hinanden lidt bedre at kende. Jeg var solgt – jeg kunne ikke få min nye kammerat ud af hovedet.

Jeg glædede mig til næste torsdag allerede på vejen hjem.
De næste torsdage kom bare flyvende forbi og pludselig var vi færdige med walk and talk og det er jo lidt trist nu hvor man var begynde at føle sig som en del af flokken.

Jeg tror ikke det var sidste gang jeg tager på sådan en tur.
Jeg takker Lise og mine meddeltagere og Foreningen Jordforbindelsen for nogle dejlige og uforglemmelige torsdage.


Tilbagemelding fra Mand 44 år:

Den første tanke, da jeg blev præsenteret for idéen om, at jeg over fire torsdage skulle ud at gå med en Alpaca i selskab med fire mænd, var, at det virkede lidt for langhåret.
Jeg var skeptisk, men også meget nysgerrig!
Alpacaer er nogle enormt charmerende dyr, og hvad kunne der ske ved, at jeg kastede mig ud i det?
Mine tanker blev gjort til skamme.
Ja, det var grænseoverskridende at stå med sin egen Alpaka.
Ja, det var grænseoverskridende at stå sammen med tre andre mænd, som jeg ikke kendte.
Og ja, det blev en fantastisk oplevelse!
Forbindelsen mellem mig og Alpakaen skulle skabes, og dét tvang mig til at være nærværende, lyttende, tålmodig, observerende, positiv og empatisk. Det var MIN opgave at få Alpakaen til at følge mig, og det var tydeligt at mærke, at den kunne mærke én!Det var en rigtig god øvelse, hvor jeg i to timer blev tvunget til ikke at tænke på andet end mig selv og min Alpaka. Jeg blev en del af et fællesskab, hvor jeg og de andre deltagere faldt i snak med hinanden om løst og fast på turen rundt, og snakken fortsatte omkring bålet efter gåturen. 
Jeg oplevede også, hvordan mit humør blev positivt påvirket af at være i selskab med Alpakaen.
Det er svært at sætte ord på det. Måske handler det faktisk bare om, at jeg blev mindet om, at jeg er min egen leder, og hvis ikke jeg kan lede andre, hvordan skal jeg så kunne lede mig selv?
Min relation til Alpakaen mindede mig om det, og det gav mig en stor portion tro på mig selv, for jeg var faktisk i stand til at lede ham rundt på stierne!
Det har været nogle gode oplevelser, som jeg varmt kan anbefale andre at prøve.

Navigation

Støt os

  • Du kan overføre til foreningens konto i Nordjyske Bank:

  • Registreringsnummer: 7370

  • Kontonummer: 1566173

  • CVR: 39892588

  • MobilePay: 210600


Webbureauet ITTP