Tag: Æg og bacon

Skotsk æg - bålmad. Madlavning uden skåneærmer.

Madlavning uden skåneærmer

Vi er nok mange der husker “TV-køkkenet” fra DR med værten Kirsten Hüttemeier.
Herunder også hendes brug af skåneærmer.
Det er en af de ting vi ikke behøver at tænke på når vi laver bålmad.
Det bliver altså madlavning uden skåneærmer.
Vi kommer uanset til få en let odeur af røg.
I tiden vi befinder os i, har vi tendens til, at alt hvad vi laver skal kunne præsenteres som værende perfekt.
Og hvis vi skal udenfor ender det derfor nogle gange med at være voldsomt udstyrsfikseret.
Derfor var præmissen omkring dagens tilbud, at vi skulle kunne lave god mad med mindst mulig brug af ikke naturligt udstyr.

Back to basic?

Ja det kunne man fristes til at sige. Det behøver nemlig ikke at handle om udstyr med bestemte mærker.
Uanset om det er tøj, dutch oven, trefod med bålfad, rygeovn, primus, knive/økser og så videre, så er det måske nok “nice to have” i nogle sammenhænge.
Men det er på ingen måde “need to have” for at få gode oplevelser.
En stor del af oplevelse, ligger nemlig efter vores mening i processen, og her er det kendte princip “KISS” meget fint at huske på.
Ophavsmanden menes at være ingeniøren Kelly Johnson, fra Lockheed Skunk Works, hvor mange imponerende opfindelser blev udviklet.
Kelly’s udgave lød “keep it simple stupid”.
Filosofien bag princippet var, at uanset hvor avanceret en opfindelse var, skulle den kunne repareres med meget få hjælpemidler.
Omsat til vores ramme; hvis vi kun kan trives i naturen med avanceret udstyr, så mister vi fokus på det basale og glæden i det nære.
Og hvis det endelig skulle komme dertil – vores mulighed for at klare os hvis vi uforberedt virkelig strander i naturen.

Hjemmelavede optændingsblokke

Vi tændte derfor et helt almindeligt bål. Og vi brugte hjemmelavede optændingsblokke.
Er det lige så nemt at bruge som de købte? Nej det er de ikke.
For det første krævede det at de skulle laves.
– Jamen hvordan gør man det?
Jo man tager en gammel æggebakke, tilsætter indholdet fra fnullerfilteret i tørretumbleren og hælder til sidste smeltet stearin over.
Kort sagt består de hjemmelavede optændingsblokke af 3 forskellige ting fra husholdningen, som i de fleste tilfælde ville ende som skrald.
Når det er størknet, er der hjemmelavede optændingsblokke klar til at knække i ønsket størrelse.

Menuen idag

Dagen idag skulle gerne give inspiration til varieret kost.
Dog skal det siges, at det var indholdet fra den øverste del af madpyramiden vi fokuserede på idag.
Så det vil nok være en god idé, at supplere med en hel del af indholdet fra den nederste del af madpyramiden når deltagerne eksperimenterer på eget initiativ. 🙂
Det kan være det kommer mere inspiration til den del en af de næste gange.
Menuen idag bestod af:
– Æg og bacon
– Skotsk æg
– Røget laks

Æg og bacon

Æg og bacon lyder måske ikke umiddelbart som noget der er let at lave uden køkkengrej. Men faktisk er det fuldt muligt at lave ved at bruge eksempelvis almindelig syre eller andre vækster med større blade.
Har man i stedet adgang til en køkkenhave vil det være oplagt at benytte blade fra kål, vin, katost, tallerkensmækker og lignende.
For at illustrere at det er muligt at lave mad på bål med skrøbelige beholdere, havde vi valgt at bruge en brændbar beholder i stedet for blade.
Vi benyttede papirposer.
Det handler om at have gløder og ikke flammer til madlavningen.
Først lægges en skive bacon eller to i bunden af posen og derefter tilsættes et råt æg.
Når posen varmes over gløderne, gennemsteges både æg og bacon stille og roligt.
Velbekomme.
Se her galleriet med æg og bacon.

Skotsk æg

Vi fortsætter med endnu en ret med æg. Denne gang skotsk æg.
I denne ret starter vi med et kogt æg som pakkes ind i en farsblanding. Her kan man frit vælge dyrerace efter behag.
Farsblandingen kan laves som man kender til eksempelvis frikadeller.
Igen tages der udgangspunkt i to skiver bacon. De lægges på kryds ved midten.
Herefter pakkes det kogte æg ind i farsblandingen, hvorefter farsbolden placeres på bacon-krydset.
Det hele afsluttes med at baconskiverne pakkes rundt om farsbolden og en pind stikkes igennem for at fiksere det skotske æg.
Herefter steges de skotske æg ved placere dem på et kløvet stykke friskt træ på gløderne.
Herved undgår man at træet antænder.
Velbekomme.
Se her galleriet med skotsk æg.

Røget laks

Sidst men ikke mindst skal vi selvfølgelig også tilberede lidt fisk. Vi koldrøger en lakseside.
Eftersom det er den ret der ubetinget er mest tidskrævende, var det selvfølgelig en ret vi påbegyndte samtidig mig første ret.
Laksesiden blev aftenen forinden drysset med groft salt.
Det vil sige at opgaven idag var at forberede et stykke træ, hvorpå lakssiden kunne fastsømmes.
I vores tilfælde benyttede vi et stykke af et kalmarbrædt. Men i princippet kan man fint benytte et kløvet stykke træ eller for den sags skyld en hel stamme.
Det vigtige er at laksesiden er bredt ud så hele kødsiden udsættes for røg.
Vi spidsede nogle grene for at kunne bruge dem som søm. De blev herefter sømmet langs kanten af laksesiden.
Til sidst placerede vi laksesiden tæt nok på bålet til at den fik godt med røg, men på tilstrækkelig afstand til at den ikke fik for meget varme.
Man kan evt. lave en “skærm” bag og over laksen for at gøre rygningen mere intens. Her kan bruges granris eller lignende frisk vegetation.
Rygningens varighed afhænger selvfølgelig dels af tykkelsen på laksesiden, dels af hvor kraftig rygningen er.
Så det er med andre ord op til bålmesteren at vurdere løbende.
Velbekomme.
Se her galleriet med røget laks.

Tak til Arne

Denne dag med madlavning uden skåneærmer er blevet til i samarbejde med friluftsvejleder Arne Andersen.
Vi er så heldige at Arne kommer tilbage igen til endnu en omgang bålmad i november.
Derudover kommer Arne i november på besøg for endnu en dag med snitteri.

Foreningen Jordforbindelsen

Foreningen Jordforbindelsen har siden etableringen i 2018 tilrettelagt tilbud for voksne i Vendsyssel.
Aktiviteterne fokuserer primært på brugen af natur og dyr til at skabe gode rammer for læring, gode relationer, samt fysisk og mental sundhed.
Foreningens kompetencer benyttes også i målrettede tilbud for børn/unge med særlige behov.
Se i vores kalender hvornår der er nye aktiviteter i Foreningen Jordforbindelsen.
Følg også meget gerne Foreningen Jordforbindelsen på:
Facebook og Instagram.

Du er også meget velkommen til at kontakte foreningen med forslag til nye aktiviteter eller spørgsmål om forening eller aktiviteter.
Skriv gerne en mail på:
kontakt@foreningenjordforbindelsen.dk

Navigation

Støt os

  • Du kan overføre til foreningens konto i Nordjyske Bank:

  • Registreringsnummer: 7370

  • Kontonummer: 1566173

  • CVR: 39892588

  • MobilePay: 210600


Webbureauet ITTP