Vild aktivitet i skoven

En vILD dag i skoven 1

Lørdag 16/3 kunne man i Spejderskoven/Fjelsted Plantage ved Sindal opleve vilde mennesker i fuld vigør.
Foreningen Jordforbindelsen var endnu engang vært ved et endags arrangement med titlen ”En vILD dag i skoven”.
I år var arrangementet målrettet foreningens støttemedlemmer som tak for støtten.
Og deltagerne kom som ved tidligere arrangementer fra mange forskellige kommuner.
Tidligere år har der været vild aktivitet i skoven tilrettelagt specifikt for kvinder eller mænd.
Foreningens tilbud er nemlig generelt så unikke at deltagere eksempelvis er kommet tilrejsende fra Sønderborg, Ringkøbing, Aarhus, Herning osv.
Denne dag var der deltagere fra Brønderslev, Frederikshavn, Jammerbugt og Hjørring Kommuner.

Tre forskellige områder

Instruktørerne havde på dagens program introduktion til tre af foreningens populære aktiviteter.
Derfor var instruktørgruppen sammensat af repræsentanter for Rodfæste, K-Klubben, Tømrerlusene, De Grønne Asparges og forskellige events.
”Vi ønsker at give vores støttemedlemmer mulighed for at opleve hvorfor der er så stor efterspørgsel på foreningens aktiviteter. De får derfor en kort introduktion til forskellige elementer fra nogle af aktiviteterne” fortæller instruktør Gitte.

”Jeg er selv meget kreativ og har samtidig stor glæde af fællesskaber i naturen. Derfor er foreningen for mig et rigtig godt match” siger instruktør Nikoline, der blandt andet arbejder med snittehåndværket i regi af foreningen.
Det er derfor Nikoline der åbner dagen med en introduktion til at snitte.

Derefter er det instruktør Jespers tur til at brilliere:
”Friluftsliv har altid betydet rigtig meget for mig. Det er fantastisk at få mulighed for at inspirere andre til at komme ud i naturen. Og at vise at det ikke behøver at være så avanceret. Derfor laver vi i dag skipperlabskovs over bål. Det er helt enkelt og ligetil. Og noget alle kan lave med en gammel gryde og et bål”.

Afslutningen på dagen består af en introduktion til Rodfæste / Vildmandskursus.
”Rodfæste-forløb afholdes typisk to gange om året og er utrolig populære. Både Rodfæste og Vildmandskursus er aktiviteter der tager udgangspunkt i et koncept fra Sydfyn som der gennem flere år har været et kommunalt sundhedstilbud. Konceptet blev i en ph.d.-afhandling i 2022 undersøgt som model til rehabilitering i forhold til mental og fysisk sundhed” fortæller instruktør Mette.
Instruktør Ditte fortsætter:
”Det er utrolig livsbekræftende at se udviklingen ved vores deltagere i løbet af et sådant forløb. Og ovenikøbet får vi som instruktører jo alle de samme positive påvirkninger som deltagerne. Og så er der jo fællesskabet med alle de andre instruktører. Så at være instruktør er for mig både egenomsorg og glæden ved at gøre noget godt for andre.”

Anerkendelse og samarbejde

Foreningen har eksisteret siden 2018 og har allerede opnået stor anerkendelse på landsplan for indsatsen. Det gælder eksempelvis HAS-prisen 2020, som finalist ved Landdistriktsprisen i 2021 og Samfundsprisen 2023 fra Det Konservative Folkeparti.

Foreningens erfaringer benyttes i forskellige sammenhænge gennem workshops og anden formidling, men også i forskellige samarbejdsprojekter.
F.eks. i form af specialudviklede tilbud i samarbejde med andre organisationer og institutioner som Home-Start, Headspace, Bedre Psykiatri, Hjørringskolen og Brønderslev Kommune eller grupper fra f.eks. Fibromyalgi og – smerteforeningen.

Undervisning

Men også på det fag-faglige område bringes foreningens kompetencer og erfaringer i spil. Der har været afholdt temadage for Hjørringskolens personale, undervisning af pædagogstuderende fra UCN og deltagelse i advisoryboard ved Sind og Naturstyrelsen omkring en inspirationsmanual for tilbud til psykisk sårbare medmennesker.
Foreningen tilrettelægger i dag aktiviteter i Hjørring, Frederikshavn, Brønderslev og Aalborg Kommuner.
Oven i det er foreningen godkendt til at tilbyde Supplerende Arbejdsmiljøuddannelser.
Det vil sige at virksomheder nu har mulighed for at drage nytte af foreningens kompetencer til at fremme den mentale sundhed på arbejdspladsen.
Og som ekstra bonus støtter disse virksomheder på den måde foreningens frivillig indsatser. Med andre ord en bonus i forhold til CSR regnskabet i virksomheden.

Nyt frivilligkoncept – bliv frivillig

Foreningen oplever meget stor efterspørgsel på endnu flere aktiviteter både i de kommuner hvor der allerede er aktiviteter, men også i resten af landet. 
”Vi har en klar strategi for foreningens udvikling. Som 100% frivillig organisation gør vi meget ud af at sikre at foreningens frivillige oplever den rigtige balance mellem muligheder og forpligtelser. Eksempelvis er det målsætningen at der er minimum 2-3 frivillige pr gruppe. Med den tilgang sikrer vi, at et møde ikke aflyses fordi en instruktør bliver forhindret. Det giver de frivillige fleksibilitet, hvilket resulteret i stabilitet og tryghed for deltagerne”, fortæller formand Carsten Hjerresen.
Foreningen har gennem det seneste halvår arbejdet på en ny frivilligmanual kombineret med en workshop for nye frivillige.
”Det vil sige at man som ny frivillige får en grundig introduktion til foreningen og dens metoder inden man starter på selve sidemandsoplæringen i de relevante aktiviteter. Kombineret med vores faste instruktørmøder giver det et stærkt fagligt fundament for foreningens frivillige”, siger næstformand og frivillig-koordinator Ole Fjelking.

Næste workshop er planlagt i maj.
Hvis du vil være frivillig i Foreningen Jordforbindelsen og have mulighed for at være med på workshoppen i april skal du hurtigst muligt kontakte frivillig-koordinator Ole Fjelking på: ole@foreningenjordforbindelsen.dk

Foredrag og meget mere

Carsten Hjerresen

Bor du udenfor vores nuværende aktionsområde, men er nysgerrig på vores aktiviteter?
Så er du velkommen til at kontakte os for at høre om mulighed for foredrag, workshops, temadage, supplerende arbejdsmiljøuddannelse eller noget helt andet.
Vi kommer gerne rundt i hele landet.

Kontakt stifter og formand Carsten Hjerresen på:
Tlf: 21 29 82 24
Mail: formand@foreningenjordforbindelsen.dk

FORENINGEN JORDFORBINDELSEN

Foreningen Jordforbindelsen har siden etableringen i 2018 tilrettelagt tilbud for voksne i Vendsyssel.
Aktiviteterne fokuserer primært på brugen af natur og dyr til at skabe gode rammer for læring, gode relationer, samt fysisk og mental sundhed.
Foreningens kompetencer benyttes også i målrettede tilbud for børn/unge med særlige behov.
Foreningens aktiviteter udvikles og tilrettelægges af ca 50 frivillige og har 1.500 årlige unikke deltagere.
Foreningen Jordforbindelsen er en non-profit organisation.
Alle aktiviteter er gratis og anonyme.
Se i vores kalender hvornår der er nye aktiviteter i Foreningen Jordforbindelsen.
Følg også meget gerne Foreningen Jordforbindelsen på:
LinkedIn, Facebook og Instagram.

Du er også meget velkommen til at kontakte foreningen med forslag til nye aktiviteter eller spørgsmål om forening eller aktiviteter.
Skriv gerne en mail på:
kontakt@foreningenjordforbindelsen.dk

Læs mere om Foreningen Jordforbindelsen på: 
https://www.foreningenjordforbindelsen.dk/

Billeder fra dagens aktiviteter:

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *


Webbureauet ITTP