Mere jordforbindelse til kvinder med Aspergers syndrom og ADHD/ADD i Aalborg – A(u)DHD

De Grønne Asparges

Foreningen Jordforbindelsen har i flere år gennemført en møderække for voksendiagnosticerede mænd og kvinder med aspergers syndrom i Aalborg og Hjørring.
Under paraplyen ”De Grønne Asparges” (DGA) kommer nu et nyt tilbud med opstart i januar i Aalborg.

”Vi oplever enormt stor efterspørgsel på DGA. Både lokalt og fra andre kommuner. Vi har på grupper for voksendiagnosticerede aspergere i Aalborg eksempelvis haft deltagere fra både Aarhus og Silkeborg. Men der er også efterspørgsel på konceptet indenfor lignende diagnose-områder. Specifikt har vi fået mange forespørgsler på at starte grupper for voksendiagnosticerede med ADHD/ADD. Vi tager derfor første skridt i den retning med en gruppe for voksendiagnosticerede med A(u)DHD. Altså komorbiditeten aspergers/autisme og ADHD/ADD” fortæller næstformand Ole Fjelking og siger videre:
”Deltagerne mødes hver anden tirsdag i 2 timer med opstart tirsdag 7. januar kl 19.00 i De frivilliges Hus i Aalborg. Møderne afholdes hver anden uge i rolige og afslappede omgivelser, hvor et energineutralt rum giver frit spil for tanker, ord og erfaringer. Der er max. 10 deltagere på holdet. Mødelederen er en kvinde, som selv er voksendiagnosticeret A(u)DHD og derfor kender til de glæder og udfordringer, der kan påvirke dagligdagen.

De Grønne Asparges som koncept er erfaringsbaserede fællesskaber for voksendiagnosticerede mænd og kvinder.
Der er ikke tale om hverken terapi eller behandling.

Hvad siger deltagerne?

Som nogle af de tidligere deltagere har udtrykt det:
“Jeg har fået mere ud de sidste 3 måneder her i gruppen, end de forgående mange år med psykolog.”
“Her i gruppen behøver jeg ikke at have paraderne oppe, hvilket jeg normalt føler er nødvendigt i gruppeterapi”.
“Jeg får altid noget nyt med hjem. Vel at mærke uden at være mentalt udkørt bagefter.”
“Traditionel gruppeterapi trækker store ressourcer på energi-kontoen. Her i gruppen er det som minimum energi neutralt. For det meste har jeg faktisk mere energi efter et møde.”

Hvad indeholder et introforløb?

Emnerne på introforløbet er:

1. Velkomst, kort om Foreningen Jordforbindelsen, etik og intro: 
– At få en diagnose og hvordan vi tackler den.
2. Maskering, stress og nedsmeltning
– Hvornår maskerer vi og hvordan bliver vi påvirket af stress?
3. Energiforvaltning og søvn
– Hvordan forvalter vi vores energi, hvad giver plus og minus på energikontoen?
4. Diagnose forskelle / ligheder + følgediagnoser
– Hvilke forskelle er der på autisme, ADHD og komorbiditet mellem dem? Og hvordan er forekomsten af andre diagnoser?
5. Regulering, udbrud, sanser, balance
– Hvilken indflydelse har det på hverdagen?
6. Sociale relationer, familie, børn, venner, parforhold
– Hvilke relationer har vi og hvordan bruges de samt hvornår og hvordan er vi sociale?
7. Hverdagen, arbejde
– Når hamsterhjulet rammer, hvad så?
8. Mestringsstrategier til et bedre liv

Mere information og tilmelding

Ole Fjelking

Er du voksendiagnosticeret kvinde med Autisme/Aspergers syndrom og ADHD/ADD er dette tilbud i Aalborg for dig.
Deltagelse er gratis og anonymt og tilmelding kan ske via dette link
https://jordforbindelsen.nemtilmeld.dk/146/

Du er velkommen til at kontakte Ole Fjelking, hvis du vil vide mere. Udover at være næstformand er Ole også koordinator for de forskellige aktiviteter indenfor De Grønne Asparges. Ole kan kontaktes på ole@foreningenjordforbindelsen.dk

De Grønne Asparges er blot et af mange tilbud ved Foreningen Jordforbindelsen.
Se mere om De Grønne Asparges under aktiviteter.

FORENINGEN JORDFORBINDELSEN

Foreningen Jordforbindelsen har siden etableringen i 2018 tilrettelagt tilbud for voksne i Vendsyssel.
Aktiviteterne fokuserer primært på brugen af natur og dyr til at skabe gode rammer for læring, gode relationer, samt fysisk og mental sundhed.
Foreningens kompetencer benyttes også i målrettede tilbud for børn/unge med særlige behov.
Foreningens aktiviteter udvikles og tilrettelægges af ca 50 frivillige og har 1.500 årlige unikke deltagere.
Foreningen Jordforbindelsen er en non-profit organisation.
Alle aktiviteter er gratis og anonyme.
Se i vores kalender hvornår der er nye aktiviteter i Foreningen Jordforbindelsen.
Følg også meget gerne Foreningen Jordforbindelsen på:
LinkedIn, Facebook og Instagram.

Du er også meget velkommen til at kontakte foreningen med forslag til nye aktiviteter eller spørgsmål om forening eller aktiviteter.
Skriv gerne en mail på:
kontakt@foreningenjordforbindelsen.dk

Læs mere om Foreningen Jordforbindelsen på: 
https://www.foreningenjordforbindelsen.dk/

Comments (4)

    • Foreningen Jordforbindelsen

      Hej Mona
      Tak for din besked.
      Denne gruppe er kun for deltagere med A(u)DHD.
      Men vi håber, at vi fremadrettet også vil kunne udbyde De Grønne Asparges for ADHD/ADD.
      Derfor arbejder vi lige nu på både rekruttering af frivillige samt finansiering.

  • Skal man være færdigudredt med autisme eller kan man være under udredning (der uden tvivl ender med, at man får diagnosen)? Er allerede udredt med ADHD.

    • Foreningen Jordforbindelsen

      Hej Kamilla

      Tak for din besked.
      Gruppen er for deltagere med A(u)DHD.
      Ud fra det du skriver lyder det til, at dette kunne være et tilbud for dig også.
      Gruppen er dog allerede fyldt.
      Men du må meget gerne skrive dig på venteliste.
      Så kontakter vi dig i tilfælde af frafald inden opstart.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *


Webbureauet ITTP